Nyskabt
Kultursalonerne Gisselfeld.
Tapperiet præsenterer igen i år fire koncerter som del af festivalprogrammet for Kultursalonerne Gisselfeld:
Torsdag 13. august 2026: Blåøjet
Fredag 14. august 2026: Polly
Lørdag 15. august 2026: Nyskabt, Lea Eyðbjørg
Den 13. til 15. august 2026 slår Kultursalonerne Gisselfeld for femte gang slotsportene op for en weekend fuld af musik, litteratur og fællesskab. Gisselfeld Kultursaloner er en anderledes langsom festival som afholdes i Gisselfeld Klosters smukke, stemningsfulde slotspark, lige udenfor Haslev.
Programmet giver rum og tid til fordybelse, samtaler og oplevelser i særklasse. Det er ikke hele programmet du kender på forhånd, når du ankommer. I løbet af festivalen vil du blive overrasket med små intimkoncerter, oplæsninger, rundvisninger, og lignende, både ved slottet og i den smukke park. Alt du skal gøre er at følge med og lade dig underholde, berige og fascinere.
Der vil naturligvis være rig mulighed for at mætte maven og slukke tørsten med lækker mad og drikke. Festivalen bestræber sig på at så mange lokale aktører som muligt, har mulighed for at præsentere det bedste området har at tilbyde.
Læs mere om Kultursalonerne Gisselfeld og om dette års program på festivalens hjemmeside.
Samarbejdet mellem Kultursalonerne Gisselfeld og Tapperiet grunder i det fælles ønske om at præsentere unge, spirende navne fra det danske, primært lokale eller regionale, musikvækstlag på festivalen.
Nyskabt
Nyskabt er et band, der forsøger at forene indie-poppens følsomhed med teatrets drama. Bandet har et stærkt fokus på deres liveshow, hvor ambitionen netop er, at en koncert skal være som en forunderlig aften i teatret! For at understøtte deres liveshows teatralske ambitioner arbejder Nyskabt både med koreografi, teater-inspirerede publikumsinteraktioner og en stærk sans for det visuelle udtryk. Musikken trækker tråde til artister som Lizzy McAlpine, Blaue Blume og Ben Howard, og der er tale om dansksproget, øm, følelsesfuld, intim og storladen indie-pop kendetegnet ved støvede synths, pulserende trommer og en stærk vokal, inspireret af nordiske salmer og amerikansk folk.
Nyskabt (@nyskabt_band) | Instagram
- Lørdag 15. august kl. 12:00
- Kultursalonerne Gisselfeld
- Se billettyper og -priser: www.billet.kultursalonerne.dk
- Adresse: Gisselfeld Kloster (Parken), Gisselfeldvej 5, 4690 Haslev

