Om Tapperiet
Koncerter
Tapperiet har siden 2006 afholdt koncerter i den tidligere rå-industrielle tappehal, der er omdannet til en moderne koncertsal for rytmisk musik. Koncertprogrammet på Tapperiet består af cirka 50 koncerter årligt, fordelt på en forårs- og en efterårssæson. Tapperiets koncertprogram programlægges ud fra ønsket om at præsentere store, samlende koncertoplevelser; nye navne på den danske livemusikscene; og bands og artister inden for en bred vifte af musikgenrer.
I årene 2025-2028 er Tapperiet, sammen med Teaterbygningen i Køge, udnævnt som Regionalt Spillested af Statens Kunstfond. Udnævnelsen betyder blandt andet et fortsat tæt og stærkt samarbejde mellem Køge Kommunes spillesteder, et stort fokus på et alsidigt og bredt favnende koncertprogram, flere samarbejder omkring livemusikken på nye locations, og en kontinuerlig indsats for at styrke det musikalske vækstlag og det lokale musikmiljø.
Vi glæder os til at se dig til koncert på Tapperiet!
Læs mere om koncertafviklingen og praktiske forhold ved koncerter på Tapperiet her: praktisk info
Ungekultur
Tappen er Køges ungekulturhus for alle unge mellem 13-25 år. Her kan du deltage i vores mange events og hyggelige fællesspisninger, dyrke kreativiteten i vores makerspace, øve med dit band i vores øvecontainer eller hygge med alverdens brætspil. Tag dine venner med eller mød nogle nye på Tappen!
Har du en idé til noget du kunne tænke dig, så kontakt os!: Tappen er til stadighed ”under construction” og vi udvikler, afprøver og eksperimenterer konstant med aktiviteter af, for og med unge. Kom og vær med, vi har sat sportcolaen på køl!