Pauline + support: Nille Nyc
'Alt Ok?'-Tour 2026.
Med ny musik på vej vender Pauline tilbage til landevejene og tjekker ind med sine fans landet over. Lørdag den 28. november møder hun publikum i øjenhøjde til koncerten på Tapperiet - med fællessang og nærvær:
Med sit ærlige, poetiske tekstunivers og en stemme, der rammer direkte i hjertekulen, har Pauline etableret sig som en af de mest nærværende stemmer på den danske popscene. Hendes debutalbum 'Noget For Nogen' blev mødt med stor anmelderros, blandt andet fra Gaffa, der beskrev hendes musik som "når vildt og voldsomt møder sart og skrøbeligt og skaber den perfekte, kuldegysfremkaldende balance". Siden har Pauline udgivet singlerne 'Undskyld' og 'Nem at holde af', og senest har hun optrådt til Danmarks Indsamlingen i 2026.
Nu er hun klar til at åbne et nyt kapitel: "Det her er starten på et nyt kapitel med ny musik og et album på vej. Vi vil gerne tjekke op, høre om alt er ok og dele en skøn aften med jer!" - Pauline.
Pauline er kendt for sine nærværende koncerter, hvor publikum inviteres helt tæt på. Her udfolder hun ærlige og personlige fortællinger om livet, kærligheden og hverdagens udfordringer. I efteråret 2026 tager hun det fællesskab med ud på landevejen igen. Denne gang med nye sange og nye perspektiver. Den første nye udgivelse fra Pauline lander den 8. maj, og bliver forsmagen på hendes kommende andet studiealbum 'Første gang for anden gang'.
Support: Nille Nyc
Nille Nyc er et pop-projekt om en kvinde, der modigt deler ud af sin livserfaring igennem sine tekster og melodier.
Nille er indie og udgiver selv sine sange. Hun har udmærket sig med placeringer på Spotify’s eftertragtede playliste 'New Music Friday', airplay på DR P4, P3, NOVA fm samt flere udenlandske radiostationer.
Nille Nyc udgav sidste år sin anden ep "Party for the Grown-ups" om voksenlivets aspekter, og har siden da holdt en pause fra koncerter for at fokusere på sin sangskrivning. Det er der kommet en masse danske sange ud af, som hun nu er ved at indspille.
Inden Nille udgav sin debutsingle i 2018, har hun arbejdet i mange år som civilingeniør. Historierne fra hendes liv væk fra musikken kommer til udtryk i hendes fortællinger og tekster. Nille er et udtryk for en nødvendig diversitet i musikkens verden, og viser andre artister og fans at alder ikke er en hindring, men derimod en styrke.
Live spiller Nille Nyc sine nye danske sange i upolerede sårbare versioner og hun deler flittigt ud af sin livserfaring imellem sangene og efterlader altid et stærkt indtryk hos publikum. NILLE NYC | (@nille_nyc) | Instagram
- Lørdag 28. november kl. 21:00
- Dørene åbner kl. 20:00
- Unummererede siddepladser
- Forsalg: 245 kr.

