JazzBrunch: Sigurdís

Dørene åbner kl. 11:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 325,-

Jazzkoncert, lækker brunch og søndagshygge.

Sigurdís er islandsk pianist, komponist og vokalist bosat i Odense. Hendes musik udspringer af hendes rødder i det nordvestlige Island, naturens skiftende stemninger og hendes familiearv, særligt knyttet til hendes farfarsbror Jónas Tryggvason (1916–1983), musiker og digter.

Hun leder Sigurdís Trio med Mariusz Praśniewski på kontrabas og Péter Horváth på trommer. Trioen mødtes på Syddansk Musikkonservatorium i Odense, og har optrådt i Danmark og Island, blandt andet i Harpan Koncerthus i Reykjavík og Nordatlantisk Hus i Odense.

Siden Sigurdís flyttede til Danmark i 2017, har afstanden givet hende et nyt blik på sin hjemegn. Hendes instrumentale værker udspringer af dette blik: De smukke lyse sommernætters magi, der gradvist glider over i det dybe vintermørke. Stilheden i naturen, som både kan vække ensomhed og fremkalde en inderlig ro.

Som komponist og arrangør har Sigurdís samarbejdet med blandt andre Winnipeg Jazz Orchestra, Odense Jazz Orchestra og Bólstaðarhlíðarhrepps mandekor. Hun var finalist i 2023 i Nordic Composer Contest, arrangeret af Odense Jazz Orchestra.

"I efteråret 2025 gæstede Sigurdís Nordatlantens Brygge med en intimkoncert. Her blev publikum inviteret ind i et musikalsk univers med fortællinger og stemninger fra nord. Koncerten blev en ganske nærværende oplevelse og hendes varme formidling skabte en helt særlig kontakt til publikum. Med sin klare stemme og følsomme klaverspil førte hun os ind i et musikalsk univers, hvor naturens kontraster og personlige fortællinger stod levende frem. På alle måder en anbefalelsesværdig musiker!" Ásta Stefánsdóttir, Nordatlantens Brygge.

Sigurdís | Composer | Pianist | Vocalist

Brunch
Køkkenet OM:HU byder på en bæredygtig brunchtallerken med lækre, vegetariske retter lavet af lokale, økologiske og sæsonbestemte råvarer. Der fokuseres på velsmagende måltider, og på fællesskabet i en grønnere fremtid. Brunchserveringen er inkluderet i billetprisen - drikkevarer kan tilkøbes.

Køkkenet OM:HU (@koekkenet_omhu) | Instagram

  • Søndag 15. november kl. 11:00
  • Dørene åbner kl. 11:00
  • Unummererede siddepladser
  • Forsalg: 325 kr.