JazzBrunch: Antonio Dayyani Sextet

Dørene åbner kl. 11:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 300,-

Jazzkoncert, lækker brunch og søndagshygge.

Søndag den 26. oktober inviterer vi igen indenfor til et af de populære JazzBrunch-arrangementer, der kombinerer en skøn jazzkoncert, lækker brunchanretning ved Køkkenet OM:HU, og søndagshygge i koncertsalen. 

Som led i den grønne omstilling på Tapperiet, er brunchserveringen til JazzBrunch vegetarisk, og består af lækre og bæredygtige vegetariske anretninger. 

Til denne JazzBrunch er det trommeslager og komponist Antonio Dayyani der spiller koncert sammen med sit orkester: 

I et blend af klar, nordisk melankoli og dynamisk, støvet americana inviterer Antonio Dayyani lytteren ind i sit uortodokse jazzunivers fyldt med musikalske fortællinger og delikate klange. 

Den unge trommeslager og komponist Antonio Dayyani fra Aarhus debuterede med 'Herfra kan det kun gå to veje' i 2022 - et album som fik flere hundrede airplays på DR P8, og også var at finde på Jazznyt’s top-10 over danske jazzalbums samme år. 

I september 2024 udkom andet album 'Trop op', og denne gang er det ikke kun det danske jazzpublikum, der er begejstrede. Anmeldelserne og reaktionerne er tikket ind fra hele verden, og utallige radiostationer har kastet deres kærlighed på den unge trommeslager - herunder Radio France, DR P8, Latvia LR3, Lithuania LTR og mange andre. 

Om albumtitlen fortæller Antonio: ”Ja, det klinger jo lidt militaristisk, men det er ikke tænkt sådan. For mig betyder det, at jeg synes vi skal troppe op for hinanden og dele mere ud af os selv. Vi lever i en tid, hvor der er kommet stadig mere fokus på at passe på vores mentale helbred og personlige udvikling, hvilket helt sikkert er en god ting. Men jeg tror godt vi kan komme til at trække os lidt for meget ind i os selv, fokusere på det indre og glemme at stå op for hinanden og fællesskabet omkring det vi laver. Derfor: Trop op.” 

I sin sextet har Antonio Dayyani et hold af dygtige, unge, dybfølte musikere, der hver især er en uomgængelig del af projektets originalitet: 

Antonio Dayyani - trommer og komposition
Andrea Maagaard - piano
Harald Hagelskjær - kontrabas
Jon Askjær - trompet, flugelhorn
Cahlo Heyman - guitar
Magnus Tækker - pedal-steele 

www.antoniodayyani.com 

Brunch
Køkkenet OM:HU byder på en bæredygtig brunchtallerken med lækre, vegetariske retter lavet af lokale, økologiske og sæsonbestemte råvarer. Der fokuseres på velsmagende måltider, og på fællesskabet i en grønnere fremtid. Brunchserveringen er inkluderet i billetprisen - drikkevarer kan tilkøbes. 

Køkkenet OM:HU | Instagram

  • Søndag 26. oktober kl. 11:00 
  • Dørene åbner kl. 11:00 
  • Unummererede siddepladser 
  • Forsalg: 300 kr.