BAK-Fest

Dørene åbner kl. 15:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 175,- Ung billet: 50,-

En fest i klimaets tegn.

Ungekulturhuset TAPPEN inviterer igen til BAK-Fest - Børn Af Klimaet-Fest - på Tapperiet.

TAPPEN bærer faklen videre og afholder igen BAK-Fest: En fest i klimaets tegn, lørdag den 11. september 2026:

Dagen starter med forskellige kreative workshops med perler og smykker, tøjbyttebod, linoleumstryk, glasmaling og mulighed for at lave dine egne badges.

Efterfølgende er der fællesspisning med skøn vegetarmad. Kom i god tid! Der er mad så længe lager haves.

Traditionen tro laver vi musikbingo, hvor man kan teste sig selv og sin musikalske paratviden. Der er lækre præmier at vinde - måske endda en koncertbillet eller to.

Aftenen topper med en energisk og nærværende koncert med bandet Søn, og efterfølgende er der dansefest med DJ.

Vi ses til BAK-Fest på Tappen!

Program

15.00 - 16.00: Dørene åbner
16.00 - 18.00: Workshops
18.00 - 19.00: Fællesspisning
19.00 - 20.00: Musikbingo
20.00 - 21.30: Koncert med Søn
21.30 - 00.00: Efterfest i cafeen med DJ

Søn

Søn har alle dage modtaget roser for deres unikke og medrivende koncerter. Siden deres albumdebut i 2019 har Søn med overrumplende livekoncerter, idiosynkratiske kompositioner og cirkelsparkende tekster slået fast, at de er noget helt for sig. På scenen er de smidige og sprudlende - kendt for at blæse publikum bagover. Med urokkelig indlevelse formår de at flette det intime og skrøbelige sammen med det hæsblæsende og rockede og efterlade én et sted, hvor man både bliver taget i hånden og ikke aner, hvad der kommer til at ske. Ved deres seneste tourafslutning i et propfyldt Store Vega modtog de fem stjerner af Soundvenue:

"Herfra viste Søn gennem hele aftenen deres imponerende spændvidde, der går fra åbenlyse popsange, som hele Vega kunne synge med på, til soniske eksperimenter og de helt intime, nedbarberende og følsomme øjeblikke."

Deres nyeste album 'Søn' har høstet femstjernede og -hjertede anmeldelser fra både Gaffa, Soundvenue og Politiken, og markerer et kunstnerisk kapitel i bandets karriere med et mere personligt og direkte udtryk end tidligere. Teksterne er beskrivende og billedlige, og kredser om relationer, tosomhed og spørgsmål til eksistensen. Singlen derfra, 'Pissoir', har opnået anerkendelse som P3’s Uundgåelige og på flere lister over årets bedste udgivelser.

På Spot Festival i 2025 kunne publikum få den første forsmag på albummet til en anmelderrost koncert i Store Sal:

"Søn leverede en helstøbt æstetisk og musikalsk oplevelse. De beviste, at de har en helt særlig evne til at mestre det intime og det storladne på samme tid. Lyden var fremragende, og bandet spillede med et overskud, der understregede, at jeg var vidne til et af landets stærkeste livebands." - Gaffa

For deres tidligere udgivelser har Søn modtaget flere anmelderroser og nomineringer, herunder 'Årets Album' ved DUP-prisen (Solstorm) samt ved Carl Prisen for 'Årets Komponist' inden for kategorien rock.

Søn | Facebook

  • Fredag 11. september fra kl. 16:00
  • Dørene åbner kl. 15:00
  • Koncert Søn kl. 20:00
  • Ståpladser (koncert)
  • Forsalg: 175 kr.
  • Forsalg ung: 50 kr. (under 26 år)