SALAAM FILMFESTIVAL viser: "I LIMBO"

Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Entré: Gratis

Filmvisning & oplæg.

Film "I LIMBO"

Filmen I LIMBO handler om Edward, der blev født i en landsby i Nigeria, hvor han blev anset for at være et heksebarn. Derfor endte han på gaden i Lagos, hvor han var et let offer for en menneskesmugler, der handlede ham til Danmark, hvor han skulle sælge stoffer.

Men Edward vil ikke være kriminel. Han begynder at kæmpe mod menneskehandel og søger asyl i Danmark.

Det danske asylsystem nedbryder Edward psykisk og han bliver anklaget for vold mod en ansat i asylcentret.

Men Edward giver ikke op, heller ikke da det endegyldigt står klart, at han ikke kan få asyl i Danmark.

  • Land: Danmark, 2019
  • Engelsk tale
  • Tilladt over 15 år
  • Instruktion: Anja Dalhoff
  • Varighed: Film + oplæg: ca. 1 time 45 minutter

Oplæg

Salaam Filmfestivals oplægsholder går i spændende dialog med publikum om filmen og filmens tema.

Hvad er menneskehandel og hvorfor eksisterer det stadig?

Hvorfor kan Edward ikke få asyl, når han er forfulgt?

Oplægget kommer også ind på FN’s verdensmål 1: Afskaf fattigdom, 10: Mindre ulighed og 16: Retfærdighed og stærke institutioner.

Om Salaam Filmfestival

Salaam Filmfestival arbejder for kulturel inklusion, socialt engagement, global indsigt og mellemmenneskeligt ansvarlighed og missionen er at fremdrage, påvise og udvikle de positive styrker og ressourcer, der findes i det globale og interkulturelle møde – på tværs af kulturelle, sproglige og religiøse prægninger.

Udgangspunktet er kunstneriske oplevelser: Vedkommende, stærke og gode film der lever op til Salaams værdiggrundlag.

Filmvisningen kombineres med levende, engagerede oplægsholdere – f.eks. filmens instruktør, personer med særlig indsigt i filmens tematik eller unge med samme etniske baggrund som filmens karakterer.

Læs mere om Salaam Filmfestival her: www.salaam.dk

Send mail for booking af pladser til større grupper: mail@tapperiet.nu

  • Torsdag 12. november kl. 19:00
  • Gratis entré
  • Send mail for booking af pladser til større grupper: mail@tapperiet.nu