Falderebet

Dørene åbner kl. 18:30
Nylandsvej 39, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 150,-

Live på Mad Molly.

Mad Molly og Tapperiet præsenterer i samarbejde denne koncert med Falderebet, på Mad Mollys scene:

Københavner-kvartetten Falderebets udtryk er potent, melodiøst og insisterende, og bandet består af profilerede og erfarne musikere fra den københavnske undergrund. Som en musikalsk eksponent for ’Nordic Noir’, tager Falderebet udgangspunkt i ’Støjpop’, inspireret af den nye bølge af post-punk fra Stuttgart med bands som Die Nerven og Karies.

I front står sanger og sangskriver Bo Bech Arvin med et personligt tekstunivers på dansk, der kredser om de eksistentielle kriser og udfordringer, der ofte rammer det enkelte menneske i det postmoderne samfund.

Deres seneste album - ’Solen står op’ - blev udgivet d. 3. maj 2024, og er en opfølger til de anmelderroste plader ’En Dans På Roser’ fra 2022 og debuten ’Falderebet’ fra 2020.

Men hvor tempoet på sangene på de tidligere plader sjældent kommer under 140 BPM, så adskiller det nye album sig en hel del. Med større variation i de enkelte sange - både i tempo, men også i instrumenteringen på de enkelte numre - veksler albummet mellem det minimalistiske og det svulstige. Den er derfor langt mere flerdimensionel i udtrykket og med flere lag i musikken end forgængerne, og har af samme årsag taget meget længere tid at indspille.

Bo Bech Arvin fortæller: ”Der er blevet kælet mere for detaljerne denne gang, og pladen er meget mere dynamisk end de tidligere. Efter at grundsporene blev indspillet i Black Tornado, er der brugt rigtig lang tid på arrangementer. For første gang i Falderebets historie er der for eksempel akustiske guitarer på mange af numrene, og der er også blevet plads til en række smagfulde og følelsesladede guitarsoloer. Vi har leget med forskellige guitarklange og -flader, der bidrager kraftigt til det soniske univers. Og for første gang har der sørme også sneget sig et decideret strygerarrangement ind (på afslutningsnummeret ’Drifter den hjem’).

Live har Falderebet de seneste år været særdeles aktiv, og har efterhånden fået opbygget et ry for også at være et af de bedste live bands, når det gælder nutidig dansk rock.

Falderebet er :

Bo Bech Arvin: vokal
Henrik Berger: guitar
Anders Ramhede: trommer
Jakob Lund: bas

Falderebet | Facebook

  • Lørdag 28. september kl. 19:30
  • Dørene åbner kl. 18:30
  • Ståpladser
  • Forsalg: 150 kr.
  • Adresse: Mad Molly, Nylandsvej 39, 4600 Køge