Caroline Henderson
Julekoncert i Boholte Kirke, *Ekstrakoncert*.
Grundet stor efterspørgsel på Caroline Hendersons julekoncert i Boholte Kirke, arrangeres denne ekstrakoncert lørdag den 16. december 2023 kl. 18:00.
Caroline Henderson er tilbage med sine velkendte og musikalske julekoncerter i kirker, og gæster Køge til julekoncert i Boholte Kirke lørdag den 16. december 2023.
Publikum kan allerede nu begynde at glæde sig til et kærligt genhør i fantastiske intime rammer, når Caroline Henderson sammen med pianist Nikolaj Hess og guitaristen Gustaf Ljunggren, spiller deres populære julekoncerter i kirker til november og december. Det er efterhånden blevet en tradition for Caroline Henderson at besøge kirker landet over – faktisk er det fjortende år i træk, at hun spiller julekoncerterne.
Caroline glæder sig og udtaler: ”At være på turné med mine julekoncerter i landets smukke kirker, som for mig repræsenterer tradition og fællesskab, er den bedste julegave jeg kan ønske mig. I kirkerummet klinger musikken særlig smukt, og følelsen af, at være en lille del af noget meget større indgyder til varme og lys i årets mørkeste tid. Det er så dejligt at se alle aldersgrupper til koncerterne – venner, kærester, bedsteforældre med børnebørn, der alle stimler sammen i vintertiden. Det er mit håb, at jeg, Nikolaj Hess og Gustaf Ljunggren gennem musikken måtte give publikum lidt ørenlyd i en travl tid, når vi inviterer til hjerternes fest. Jeg er dybt taknemmelig for den tradition vi sammen med jer har skabt, og glæder mig til, at se både velkendte og nye ansigter igen!”
Publikum kan forvente en stemningsfuld koncert med sange fra ind-og udland, danske og skandinaviske juleklassikere, og som altid lidt nye overraskelser på sætlisten til en kærkommen julekoncert i vintersolhvervstiden. Julekoncerterne giver utrolig meget plads til Hendersons fantastiske vokal og til anekdoter omkring hendes opvækst, julens betydning og selvfølgelig omkring de intime rammer, som kirken giver.
Caroline Henderson har gennem årene markeret sig som en af de stærkeste sangerinder i nyere dansk musikhistorie med et musikalsk udtryk, der henter inspiration i både jazz, blues pop og elektroniske toner. CV’et byder på alt lige fra sangerinde, skuespiller på både teaterscenen og i TV-serier både i ind-og udland.
Gennem årene er det blevet en tradition for tusindvis af danskere at tage ind og opleve Caroline Hendersons julekoncerter. Til november og december kan publikum og fans opleve Caroline Henderson i selskab med Nikolaj Hess og Gustaf Ljunggren.
- Lørdag 16. december kl. 18:00
- Dørene åbner kl. 17:00
- Unummererede siddepladser
- Forsalg: 350 kr.
- Adresse: Boholte Kirke, Boholtevej 93, 4600 Køge