Svartsot + support: Idaslet

Dørene åbner kl. 20:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 165,-

Folkmusikkens fængende melodier og dødsmetallens tyngde og rå energi.

Siden begyndelsen i 2005 som det eneste danske band i genren, har Svartsot været instrumentel i etableringen af den hjemlige folkmetal-scene. Bandets unikke stil er bastardafkommet af mødet mellem folk- og middelaldermusikkens fængende melodier og dødsmetallens tyngde og rå energi. Mens rytmeguitar, bas og trommer lægger et solidt fundament til de autentiske toner på mandolin, sækkepibe og fløjter, bygger leadguitar en bro mellem de to verdener. Svartsots growlede og overvejende dansksprogede tekster inspireres af gamle fortællinger fra Danmarks væld af folkesagn og historie.

Efter udgivelsen af demoerne 'Svundne Tider'(2006) og 'Tvende Ravne'(2007) udgav Svartsot tre album på Napalm Records: 'Ravnenes Saga'(2007), 'Mulmets Viser'(2010) og 'maledictus eris'(2011). Albummet 'Vældet'(2015) blev udgivet som samarbejde mellem bandets eget selskab Of Wood And Iron Productions og det ungarske selskab Nail Records. Efterfølgeren til 'Vældet' blev skrinlagt i forbindelse med udskiftning af bassist i 2017/18, og idéen om at udgive en samling folkeviser og middelalderlige sange, der havde inspireret bandet gennem årene, blev til. Albummet, der har fået titlen 'Kumbl' som er olddansk for ’mindesmærke’, skulle oprindeligt have være en del af Svartsots 15-års jubilæum i 2020. Af forskellige årsager kunne pladen dog først indspilles under pandemien. 'Kumbl' udkommer i 2022 på det danske selskab Mighty Music.

Svartsot er nu et etableret band på folkmetal-scenen i såvel ind- som udlandet og har spillet koncerter på festivaler og turnéer med flertallet af de allerstørste navne inden for folkmetal-genren og i store dele af Europa. Bandet har opnået et ry som liveband med publikum i fokus, hvor koncerterne præges af den unikke oplevelse og fest til tonerne af det på én gang brutale, men melodiske, folkmetal.

www.svartsot.dk

Support: Idaslet

Idaslet spirer i den danske undergrunds muld. Med deres version af folkmetal drog Idaslet på deres første vikingetogt i 2020 med udgivelsen af EP'en "Lurernes Glammen", og har nu sat sejl mod de danske byer.

Med rødderne solidt plantet i sagaer og folkeviser, kvæder Idaslet danske strofer både med growl og skønsang. Harmonika og guitarer beriger lydbilledet med folkelige melodier, imedens trommer og bas leverer rytmer der indbyder til dans og fællessang.

www.facebook.com/Idaslet

  • Fredag 22. april kl. 21:00
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg: 165 kr.