Angående Mig x Føl Som

Dørene åbner kl. 20:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 110,- Ung billet: 85,-

To af Danmarks stærkeste nye live-navne.

Oplev to af Danmarks stærkeste nye live-navne, når føl som og Angående Mig tager på fællesturné, og rammer Tapperiets scene fredag den 19. november i forbindelse med turnéen!

Mens spillestederne igen åbner dørene for det koncerthungrende publikum, sadler to af landets mest spændende nye artister op til en fælles turné, hvor det danske sprog og de helt store følelser er i fokus.

Selvom genrespektret spænder bredt mellem sangerinden Angående Mig og duoen føl som, så har de to artister alligevel meget til fælles. Udover at de begge tidligere har vundet DR’s prestigefulde talentprogram KarriereKanonen, skaber de begge deres musik i et kompromisløst univers, hvor alle følelser er lige meget værd, og hvor livets op- og nedture bliver beskrevet på en så vedkommende måde, at det svært ikke at blive rørt.

Fokus ligger særligt på melodien, beatet, et drømmende lydlandskab og ærlige tekster, når hiphopduoen føl som tager deres lyttere med på en virkelighedsflugt til det indre liv, til ungdommens rus og til musikkens ekstase. Den aarhusianske/aalborgensiske duo, der består af rapper Emmanuel Matoo og producer Frederik Reese, udgav i 2019 deres debutsingle “Mit Blod” og har senest været aktuelt med den melankolske single “Baby Blå” fra april, som blandt andet landede på GAFFAs “Bedst Lige Nu”-playlist.

Angående Mig er ligesom føl som et usammenligneligt navn på den danske musikscene - både når det kommer til hendes anmelderroste udgivelser og tryllebindende live shows. Den aalborgensiske sangskriver og sangerinde, Laura Lilholt Andersen har fundet den perfekte balance mellem at provokere sine lyttere og røre dem helt derinde, hvor det gør rigtig ondt, og hun brillerer både i det rå og larmende og i det helt skrøbelige. Med en forkærlighed for den danske lyrik udleverer hun sig selv og sin samtid gennem vanlig selvironi og kontroversielle tematikker. Angående Mig har blandt andet hittet med singlerne “vrede kvinder” og “jeg elsker alt hvad du hader ved mig” og udgav i efteråret 2020 sin debut-EP Kunsten "At Lade Som Om". I foråret var Angående Mig igen aktuel med singlen “Blomster I Lakken”, som varsler nyt materiale fra den fremadstormende artist.

Både Angående Mig og føl som har tidligere i år annonceret individuelle koncerter i Aarhus og København til december, men nu får fans i hele landet altså mulighed for at opleve dem på samme scene i otte danske byer hen over efteråret.

  • Fredag 19. november kl. 21:00
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg 110 kr.
  • Forsalg Ung: 85 kr. (under 26 år)