Rigmor + Gurli Octavia

Dørene åbner kl. 20:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 110,- Ung billet: 85,-

To spændende og stemningsfulde live-navne.

Rigmor

Den unge århusianske gruppe Rigmor har spillet sammen siden marts 2018 og består af Sarah Wichmann, Oliver Stewart, Victor Sousa og Lasse Lykke.

En idé om at sætte musik til tekster af Michael Strunge blev startskuddet til Rigmors vision om at give ordene vinger. Inspirationen fra Strunge gav en tyngde og melankoli i bandets egne tekster, der emmer af ærlighed og inderlighed. En drøm om at kunne figurere som talerør for en generation, der er blevet tabt på gulvet, får jorden til at brænde under fødderne og musikken til at stikke af.

Rigmor befinder sig i et spændingsfelt mellem det blide og det støjende. Musikken har adopteret Strunges maniodepressive sind, og deres insisterende sceneoptræden vil efterlade dig i en potpourri af nervøs og chokeret forløsning.

Rigmor udgav i august 2019 debutsinglen ”Træ”, der fik omtale i blandt andet DR og Gaffa og airplay på P6. Senere i august måned spillede de på Uhørt Festival på Vesterbro, hvor musikbloggen Undertoner udråbte dem til Årets Koncert. Kort efter fulgte Rigmor op med den smukke single ‘Vægtløs’ og en dertilhørende særdeles rørende musikvideo, og bandet har efterfølgende spillet en stribe koncerter, hvor de foldede deres flotte numre ud på de danske livescener.

www.facebook.com/RigmorDK

Gurli Octavia

En af Danmarks spirende stjerner på den nye, nordiske musikscene er aarhusianske Gurli Octavia, der har høstet store anmelderroser for sine koncerter, EP-udgivelser og for sit debutalbum 'I Could Be Blossoming Instead'.

Gurli Octavia har markeret sig som en overbevisende sangskriver og ikke mindst besidder hun en stemme, der i den grad er svær at ryste af sig, når først man én gang er blevet bjergtaget af hendes inderlige, til tider skrøbelige vokal, der også rummer en urkraftig storladenhed.

Hendes koncerter indeholder alt fra vilde sange, der næsten bruser over af eufori til spinkle, florlette sange, der får nakkehårene til at rejse sig. Tekstuniverset er eventyrligt, legesygt og kredser om emner, der spænder fra liv og død til kærlighed og retfærdighed.

Gurli Octavia udgav i 2017 de to EP’er, ‘Philophobia’ og ‘Lunacy’, på Like A Can Of Beans Records, hvor singlen ‘Winter Arrived’ har streamet over 1.000.000 gange på Spotify. P6 lyttere vil kende singlen ”You Lay Low”, som har været i flittig rotation på kanalen.

Gurli Octavias showcases på SPOT Festival blev fremhævet som nogle af de bedste af Soundvenue og Gaffa i både 2017 og 2018, og i 2018 spillede hun en anmelderrost koncert på Roskilde Festival, samt på Grimfest og Smukfest.

I efteråret 2020 udkom debutalbummet 'I Could Be Blossoming Instead'. Et dybt personligt værk fyldt med både sorg og bearbejdelse, men lige så meget frigørelse og håb for fremtiden. Vigtigst af alt viser den Gurli Octavia som en selvstændig kunstner, der tør at tage teten og vise verden, hvordan hun har det. 'I Could Be Blossoming Instead' er lige dele mørke og lys og det melankolske følger det opløftende - ligesom det gør i livet. Gurli Octavias sjælfulde vokal navigerer i en varm organisk lyd, som får rum og luft i raffinerede arrangementer og en dogme-fri produktion.

www.gurlioctavia.com

  • Lørdag 2. oktober kl. 21:00
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg 110 kr.
  • Forsalg Ung: 85 kr. (under 26 år - kun i forsalg!)