Ghost Coast Choir

Dørene åbner kl. 19:00
Kirkestræde 26, 4600 Køge Se på kort

Udmelding på vej!

Koncerten kan ikke afholdes som planlagt, på grund af gældende Corona-restriktioner.

Vi arbejder på en løsning, og melder ud hurtigst muligt, og så snart der er nyt om status for koncerten!

///

I forbindelse med udgivelsen af debut-albummet ”Concept Art for a Small Town” i marts '21 præsenterer Ghost Coast Choir deres post-klassiske indie-kor ved en række live-koncerter.

I et ambitiøst setup, der foruden de to komponister på instrumenter, elektronik og effektpedaler involverer en videokunstner samt 9 sangere, præsenterer Ghost Coast Choir en intens, melankolsk og opløftende oplevelse, der nærmest kan kaldes en koncert-installation. De to komponister er centre stage med effektpedaler, båndoptagere, mikrofoner og musikinstrumenter, og rundt om i koncertrummet er sangerne placeret for at indhylle publikum i stemmernes lyd. Videoprojektioner drivende af melankolsk tristesse skaber en stemningsfyldt visuel oplevelse, hvor temaer som sorg, død, ensomhed og forfald bliver poetisk sammenvævet med temaer som begyndelse, liv og glæde. Mørket og lyset mødes i denne immersive oplevelse for både ører og øjne, hvor publikum kan lade sig flyde med og vende blikket indad i den medrivende og intense musik.

Medvirkende:

Ghost Coast Choir: Gustav Rasmussen & Thorben Seierø – effektpedaler, båndmaskiner, samplere, instrumenter.

Ensemble Edge: 9 sangere + dirigent.

Videokunstner.

Om Ghost Coast Choir

Ghost Coast Choir udgiver debut-albummet ”Concept Art for a Small Town” i marts 2021.

Musikken er et nyt bud på klassisk kor ved at koble det med nutidig og vital lyrik og ambient elektronik. De æteriske vokalklange bliver manipuleret med samples, guitar pedaler og gamle båndmaskiner i sange der kredser om det personlige og smerten ved at miste. Alt sammen uden at involvere de højere magter.

Musikkens udgangspunkt er den harmoniske skønhed i stemmerne, og elektronik og post-produktion giver en rå kant og ambiente soundscapes, der trækker tråde til Nils Frahm og William Basinsky. Kombineret med nutidig lyrik der beskæftiger sig med det moderne menneskes udfordringer rummer musikken både det skønne og grimme, det ophøjede og det profane så musikken på én gang bliver både tidløs og nutidig.

Ghost Coast Choir bryder således med århundreder gamle traditioner og tager musikken ind i vores samtid, ved at manipulere, dekonstruere og derved skabe et nyt udtryk bestående af klassisk korlyd, nutidige personlige tekster, ambiente bånd-loops og effektpedaler. Ghost Coast Choir blander det æteriske med det jordnære for at skabe et nyt udtryk med kormusik, som de kalder post-klassisk indie-kor.

www.ghostcoastchoir.com

Koncerten med Ghost Coast Choir i Køge Kirke er del af samarbejdet mellem spillestedet Tapperiet og Køge Kirke. Vi henviser til at Køge Kirke er en middelalderkirke, og på grund af ruminddelingen i kirken kan vi ikke garantere fuldt udsyn til optrædende på alle publikumspladser til koncerten.

Yderligere gør vi opmærksom på at koncerten afholdes med unummererede siddepladser til publikum og det anbefales derfor at komme i god tid.

  • Onsdag 5. maj kl. 20:00
  • Dørene åbner kl. 19:00
  • Unummererede siddepladser
  • Forsalg: 150 kr.
  • Billetpris i entréen: 170 kr.
  • Billetsalget er pt. lukket
  • Adresse: Kirkestræde 26, 4600 Køge