Bianca Nisha

Dørene åbner kl. 18:30
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Entré: Gratis

Bianca Nisha og skrøbelighedens styrke.

Et sted imellem en lys enkelthed og den mørke melankoli, der trækker i én som en uundgåelig understrøm, finder vi Bianca Nisha og hendes forfinede popsange med klassisk inspirerede klaver- og stryger-arrangementer, elektroniske elementer og sfæriske vokaler.

Bag aliaset finder man musiker og komponist, Ea Philippa Tange, som tidligere, i eget navn såvel som duoen Lucaléy, er kommet vidt omkring i både hjem- og udland. Nu gælder det soloprojektet Bianca Nisha, som skydes i gang med to stemningsfulde koncerter i henholdsvis i Hofteatret i København den 21. september (udsolgt) og på Tapperiet i Køge den 29. september, og ikke mindst med udgivelsen af den nye single "China":

"Sangen handler om at føle sig for sart og porcelænsagtig til en verden, der forventer, at man er robust og stærk og går hårdhudet til livet," siger Ea Philippa Tange og fortsætter: "China er blevet et slags manifest for mig om at stå fast på, at følsomheden er er værdifuld og noget, man skal værne om. For det er jo ud af den, min kreativitet strømmer. Så "China" blev også en sang, der på en måde udstiller den del af mig selv som noget vigtigt og værdifuldt - noget at være stolt af."

Ea Philippas musikalske karriere har budt på lidt af hvert. Fra koncerter i Tivolis Glassal til ZOO's Elefanthus, og videre til Haderslev, hvor hun som kapelmester, fra toppen af en 40 meter høj silo, ledte vejen for både strygekvintet, percussionister og et 15-personers kor, fordelt på havnekajen og en flydescene. I 2014 stod hun og den anden halvdel af duoen Lucaléy, for årets officielle temasang til Copenhagen Pride, og med nummeret "Dance to the Drum of our Hearts", optrådte hun således for 40.000 tilskuere på Rådhuspladsen.

Det er tydeligt at Ea Philippa aldrig gør noget halvt, og når hun indtager Tapperiet den 29. september, med to cellister og papirklip-kunstneren Veronica Hodges' smukke scenografi i ryggen, markerer hun udover udgivelsen af sin single, det, at der af følsomhed og skrøbelighed kan udspringe storhed og styrke.

www.facebook.com/biancanishamusic

Der er gratis entré til koncerten med Bianca Nisha på Tapperiet, men pladsreservation er påkrævet. Send en mail til mail@tapperiet.nu for at reservere plads.

Corona-retningslinjer ifm. koncerten:

Gældende retningslinjer betyder at der vil være unummererede siddepladser til koncertgæster under koncerten, og en meters afstand til koncertgæster man ikke er i selskab med.

Du skal have mundbind på når du bevæger dig rundt på Tapperiet - men ikke når du sidder ned på din plads til koncerten. Tapperiets medarbejdere og frivillige bærer ligeledes mundbind ved servering og kundekontakt.

Udover siddepladser til publikum og afstand mellem hver siddeplads, har vi yderligere fokus på håndhygiejne og rengøring; og huset vil være ensrettet for at undgå kontakt, i forbindelse med afholdelse af koncerter på Tapperiet. Vi foretrækker Dankort og Mobilepay - fremfor kontanter - som betaling ved køb i baren.

  • Tirsdag 29. september kl. 19:30
  • Dørene åbner kl. 18:30
  • Unummererede siddepladser
  • Gratis entré
  • Pladsreservation påkrævet
  • Pladsreservation: mail@tapperiet.nu