Anne Linnet

Dørene åbner kl. 19:00
Kirkestræde 26, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 350,- Entré: 370,-

Julekoncert i Køge Kirke.

Anne Linnet erstatter Caroline Henderson til Julekoncert i Køge Kirke:

Caroline Henderson er desværre nødt til at melde afbud til Julekoncerten i Køge Kirke, da hun i en periode arbejder i udlandet og ikke må rejse frem og tilbage pga. Covid-19 restriktioner.

Vi har været så heldige at få mulighed for at arrangere Julekoncert i Køge Kirke med Anne Linnet i stedet for.

Julekoncerten afholdes samme sted, dato og tidspunkt: lørdag 21. november kl. 20:00 i Køge Kirke.

Købte billetter er fortsat gyldige, og giver adgang til Julekoncerten med Anne Linnet.
Hvis ikke du ønsker at deltage i Julekoncerten med Anne Linnet, så kan du få refunderet din billet ved at sende en mail med dit billet-ordrenummer, som du finder på billetten.
Mailen skal sendes til: booking@tapperiet.nu - senest den 23. oktober 2020.

Vi håber på at du vil beholde billetten og håber på at se dig til Julekoncerten den 21. november i Køge Kirke!

Anne Linnet - Julekoncert i Køge Kirke

Det bliver også jul i år, når Anne Linnet besøger kirker landet over med sine populære julekoncerter!

Julen er en af de stærkeste traditioner, vi har herhjemme, og for Anne Linnet betyder det at spille i kirker ved denne højtid noget helt særligt:
Kirkens rum har dannet ramme om så uendeligt mange livsbegivenheder, både de triste og de glædelige. De fleste af os har oplevet nogle af de største øjeblikke i vores liv i en kirke, og det føler jeg nogle gange, at man kan fornemme, sidder i væggene. Man mærker, hvordan rummet er tæt af sorg og glæde, og det rum er helt særligt at optræde i. Sangen har altid været en bærer af troen på det gode, og barnet i os alle har et særligt rum i juletiden’.

Anne Linnet synes, at det er fantastisk, at kirkerummet er blevet et aktivt sted for musik:

Det stærkeste kort, folkekirken har på hånden, er, at den er åben for alle, at den er rummelig. Man er velkommen, uanset hvad man tror på, hvordan man gør det og hvorfor. Jeg oplever ikke kristendommen som fordomsfuld og missionerende, tværtimod synes jeg, at kirken giver os alle et enestående tilbud om et åbent fællesskab. Det er netop denne åbenhed, som jeg håber at folk der kommer til mine julekoncerter, oplever sammen’.

Ved dette års julekoncerter tager Anne Linnet publikum i hånden og fører dem hele vejen igennem oplevelsen i kirkens rum. Det bliver en åben og ærlig fortolkning af både klassiske og egne julesange, de største sange fra hendes mangeårige musikalske virke krydret med helt nye julesange.

Lørdag den 21. november giver Anne Linnet julekoncert i Køge Kirke og koncerten er del af samarbejdet mellem spillestedet Tapperiet og Køge Kirke.

Vi henviser til at Køge Kirke er en middelalderkirke, og på grund af ruminddelingen i kirken kan vi ikke garantere fuldt udsyn til optrædende på alle publikumspladser til koncerten. Yderligere gør vi opmærksom på at koncerten afholdes med unummererede siddepladser til publikum og det anbefales derfor at komme i god tid.

  • Lørdag 21. november kl. 20:00
  • Dørene åbner kl. 19:00
  • Unummererede siddepladser
  • Begrænset antal pladser
  • Forsalg: 350 kr.
  • Billetpris i entréen: 370 kr.
  • Adresse: Kirkestræde 26, 4600 Køge