BERSÆRK

Dørene åbner kl. 20:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 185,- Entré: 205,-

Bersærk for fuld hammer på Tapperiet!

I 2012 fik Danmark den vilde ulv tilbage, og samme år opstod Bersærk!

Bersærk spiller tung, solid rock, og formår at komme ud over landets grænser, hvor deres budskab forstås og tages ind af fans så langt væk som Canada og Australien. Dette ligger godt i tråd med disse ord, fra en af de mange begejstrede anmeldelser af Bersærks koncert på Copenhell 2018: ”I don't want to say that Bersærk are too big for Denmark, but Bersærk are too big for Denmark”.

Lørdag den 7. marts kan du opleve Bersærk for fuld hammer på Tapperiet!

Bersærk har igennem de sidste 6 år, i bedste hedningestil, brændt de danske spillesteder ned til grunden, og har med deres intense og energiske liveoptrædender, og medrivende, dansksprogede tekster, indtaget landet.

I 2018 udgav Bersærk deres andet fuldlængde album "Jernbyrd", efterfølgeren til det roste album ”Mulm” (2015). ”Jernbyrd” blev rigtig godt modtaget af både anmeldere og fans, og spilles i dag på radiostationer over hele verden.

Nu melder Bersærk sig tilbage med ny musik i slutningen af 2019 og sætter sejl til et intenst 2020. "Danmarks bedste live band" er gentagne gange blevet udtalt om Bersærk, og publikum er kendt for at komme tilbage efter mere. Bandets intensitet er bestemt ikke blevet mindre over tid, og hver koncert leveres med en tilstedeværelse ud over det sædvanlige.

De har i de sidste år headlinet på de store spillesteder i Danmark, og Roskilde Festival besøgte de i 2016. På Copenhell Metal Cruise 2017 gav de hvad der blev omtalt som den bedste koncert på jomfrurejsen. Derudover har de spillet support for store ind- og udenlandske navne (Red Fang, EYEHATEGOD, Monster Magnet og Baroness) og var i 2017 på turné i både Norge og Tyskland. I juni 2018 spillede de for anden gang på Copenhell- festivalen, hvor de samlede et historisk stort publikum på Pandæmonium- scenen.

www.bersærk.dk

  • Lørdag 7. marts kl. 21:00
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg: 185 kr.
  • Billetpris i entréen: 205 kr.