KONKHRA + DETEST + support: DEMOLIZER

Dørene åbner kl. 20:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 145,- Entré: 165,-

Hård og heftig dobbeltkoncert!

Tapperiet præsenterer en hård og heftig dobbeltkoncert med Konkhra og Detest på scenen, denne første lørdag i september!

KONKHRA

Konkhra er tilbage!

I samarbejde med Hammerheart Records udkom bandets nyeste og ottende fuldlængde album ”Alpha and the Omega” i oktober 2019.

Musikken på ”Alpha and the Omega” taler for sig selv. Den er ekstrem men afbalanceret inden for bandets patenterede grooves og grindende metalliske rødder. Det handler om død fra de levendes perspektiv. Om magt fra de trængendes syn. Om kærlighed i hjertet fra de ensomme og fortabte. Og om håb, når alt håb er forsvundet for altid.

I kølvandet på den nyeste udgivelse venter koncerter, festivaller og endnu flere koncerter. Konkhra har i 2019 i den forbindelse slået pjalterne sammen med Gearbox Agency, som står for booking – både i Danmark og resten af verden.

En del er sket siden det sidste album ”Nothing is Sacred” kom ud i 2009. Konkhra signede med Hammerheart Records i 2016, hvor både det nye album og hele deres bagkatalog bliver udgivet. Den første re-udgivelse ”Weed out the weak” fra 1997 kom i 2018 både som vinyl og digitalt. Derudover har Konkhra spillet nogle ret bemærkelsesværdige koncerter: opvarmningshows for mægtige Behemoth i Sydafrika i 2014 (15.000 kilometer fra Danmark), opvarmning til Volbeats eneste koncert i Europa i 2015 og åbning af Danmark største metalfestival Copenhell i 2015.

www.konkhra.com

DETEST

Københavnbaserede Detest har siden starten af 90’erne skabt og leveret afsky og obskure tendenser til den danske såvel som internationale dødsmetalscene.

Med bandets '94 udgivelse 'Dorval' (Progress Red Labels) udvidede Detest rammerne for dødsmetalgenren og har siden den dag vist folket, hvordan rendyrket oldschool ondskab udformes.

I 2016 blev Detest gendannet af guitarist og grundlægger John Petersen. Petersen havde en vision om at bringe Detest tilbage på tronen af dansk dødsmetal, som de havde siddet på tilbage i 90'erne sammen med bands som Illdisposed og Konkhra.

Efter en række succesfulde koncerter med bl.a. Myrkur og Illdisposed blev Detest bekræftet i, at de stadig var et unikt band, der leverede en efterspurgt mangelvare på dødsmetalscenen. Detest leverer nemlig rå autencitet, pakket ind i stramt sammenspil og stor spilleglæde.

Når Detest går på scenen, kan man forvente et fuldstændigt utæmmeligt monster af energi, der i løbet af showet kun bliver større, vildere og mere brutalt. Den både indbydende og afstumpede attitude gør, at Detest er et live band, der adskiller sig fra mængden med deres højintensitetsshows, der efterlader publikum med en helhedsoplevelse.

www.facebook.com/DetestDK

Support: DEMOLIZER

Demolizer, dannet i 2018, spiller nådesløs, hård og ufiltreret old school thrash metal, der med garanti vil få dig til at samle dine tænder op, med brækkede fingre, efter en tur i pitten!

Med en stor, rødglødende langemand peget imod lovens lange arm, stræber de efter at levere det hårdeste, hurtigste og ondeste thrash metal, du overhovedet kunne drømme om i stil med Slayer, Exodus og Municipal Waste.

2019 medbragte en finaleplads i den danske W:O:A Metal Battle samt en demo og en single - begge D.I.Y-produceret og udgivet, og som kan nydes på Spotify. 2019 bød også på en tour i Rusland, en support tour for Red Warszawa samt planlægningen af det nye debutalbum "Thrashmageddon".

Thrashmageddon blev optaget, mixet og masteret i en kælder på Nørrebro af den danske undergrundsproducer Lasse Ballade.

www.facebook.com/DemolizerThrash

  • Lørdag 5. september kl. 21:00
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg: 145 kr.
  • Billetpris i entréen: 165 kr.
  • Koncerten er flyttet fra d. 28. februar 2020