ROTATION

Dørene åbner kl. 20:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 65,- Entré: 85,-

BLÅ NÆTTER / PIPI / TAKYKARDIA

Rotation præsenteres af Tapperiets Musikbooking Crew og er et tilbagevendende koncertkoncept på Tapperiet, hvor nogle af de svedigste og friskeste up-coming danske bands giver koncert!

Hvert Rotation-arrangement byder på 3-4 livekoncerter og formålet med Rotation er at blive overrasket, opdage ny musik og få en fed aften med masser af forskellig livemusik på Tapperiet.

Til Rotation den 7. september på Tapperiet kan du opleve følgende 3 bands på scenen:

BLÅ NÆTTER

Livet som ung i en pulserende storby byder på alt fra stormende forelskelser til knusende hjertesorger, og det er netop disse yderligheder som Blå Nætters nye album ‘Bøjet I Neon’ på en gang er en hyldest og et soundtrack til.

Den folk-prægede lyd, der karakteriserede EP’en ‘Hvorom Alting Er’ fra 2015, er så småt lagt på hylden til fordel for et mere moderne og elektronisk udtryk, som er skabt i samarbejde med den fremadstormende producer Kasper Rasmussen (Folkeklubben, Aura, Saybia) i Mikroskopet på Vesterbro.

Blå Nætter har dog hverken glemt den gode melodi eller de hjertegribende tekster, som har kendetegnet musikken siden de fem drenge begyndte at spille sammen i slutningen af gymnasietiden. Musikken strækker sig fra den helt skrøbelige ballade til den pompøse rocksang, hvor bandet virkelig viser tænder.

www.facebook.com/blaanaetter

PIPI

Pipi er en gruppe, der udforsker den danske pop, og som trækker på en række genrer såsom Indie, Synthpop og Rock.

Bandet giver plads til alle medlemmers kreative kompetencer, og der bliver derfor gået i dybden med hvert enkelt element i lyden, hvilket skaber den stærke identitet som bandet rummer. I mødet mellem de melodiøse leads, organiske og elektroniske trommer skaber Pipi originale, gennemtænkte og dansable grooves, som bidrager til den fremdrift sangene tager udgangspunkt i. Pipis lyd er et nyt bud på den 80´er romantiske dansksprogede pop som vi ser vokse i Danmark, med bands som Barselona og The Minds of 99 i front.

Teksterne tager de store emner op med et naivt, metaforisk og analogisk tekstunivers, og flettes ind i det melodiøse lydbillede på en måde, som får budskaberne til at stå stærkt.

www.facebook.com/pipibandkbh

TAKYKARDIA

Trip-soul-gruppen Takykardia mødtes med vidt forskellige musikalske baggrunde i en verden af fængslende æstetik, hvori de præsenterer et genre-brydende og legesygt univers med Luna Matz’s forførende vokal i front.

Takykardia roses til skyerne af danske såvel som internationale blogs, har deres musik med i Isabella Eklöfs hypede film “Holiday”, og har ry for at levere en helt særlig liveperformance, som bl.a. blev udnævnt som en af de bedste koncerter på årets Spot Festival af både Soundvenue, Regnsky og Undertoner.

Takykardia er for tiden i studiet for at indspille deres debut-album i samarbejde med Anders Boll (Lowly, Efterklang, m.fl.).

www.facebook.com/takykardiamusic

  • Lørdag 07. september kl. 20:30
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg: 65 kr.
  • Billetpris i entréen: 85 kr.