Til Middag med: GURLI OCTAVIA

Dørene åbner kl. 18:00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 125,- Entré: 145,-

Fællesspisning og livekoncert.

"Til Middag med:" er et nyt koncept på Tapperiet, der både byder på lækker mad og lækker livemusik.

I bedste folkekøkken-stil tilbereder Tapperiets café noget dejlig mad til et hyggeligt middagsmåltid ved langbordene og efter middagen er der koncert på Tapperiets scene med et udvalgt band eller artist. Alt i samme billet!

Til maj måneds "Til Middag med:"-arrangement er koncerten med Gurli Octavia:

En af Danmarks spirende stjerner på den nye, nordiske musikscene er aarhusianske Gurli Octavia, der har høstet store anmelderroser for sine koncerter og ikke mindst de to EP’er hun udgav i 2017.

Gurli Octavia har markeret sig som en overbevisende sangskriver og ikke mindst besidder hun en stemme, der i den grad er svær at ryste af sig, når først man én gang er blevet bjergtaget af hendes inderlige, til tider skrøbelige vokal, der også rummer en urkraftig storladenhed. Hendes koncerter indeholder alt fra vilde sange, der næsten bruser over af eufori til spinkle, florlette
sange, der får nakkehårene til at rejse sig. Tekstuniverset er eventyrligt, legesygt og kredser om emner, der spænder fra liv og død til kærlighed og retfærdighed.

I sommeren spillede hun en anmelderrost koncert på Roskilde Festival, samt på Grimfest og Smukfest, og hendes showcases på SPOT Festival blev fremhævet som en af de bedste, af Soundvenue og Gaffa i både 2017 og 2018, der har smidt følgende ord efter Gurli:

Cirkusdatteren har udgivet ”Philophobia” og ”Lunacy”. De to ep’er fungerer på mange måder som tvillinger, der har været med til ikke blot at give solisten et velfortjent renomme på rekordtid, men lige vel iscenesat hendes lyd som en velanrettet arvtager til Tina Dickow og Agnes Obels særprægede nordiske folkepop, der taler til et moderne kollektiv af ensomme sjæle.” – GAFFA

Hendes halvtimelange showcase vidnede om en kunstner, der for længst har smidt nybegynderusikkerhed og lampefeber på porten, og Octavia besad magten til at række ud og bevæge et publikum, der ellers får ørerne tudet rigeligt fulde af alskens andet på en festival som Spot. En sjælden, stille stund.” – Soundvenue

  • Torsdag 23. maj kl. 18:30
  • Dørene åbner kl. 18:00
  • Unummererede siddepladser
  • Forsalg: 125 kr.
  • Billetpris i entréen: 145 kr.