Blaue Blume

Dørene åbner kl. 20.00
Søndre Badevej 1, 4600 Køge Se på kort
Forsalg: 275,-

Blaue Blume betegnes som et af Danmarks bedste livebands. Gang på gang formår bandet, at blæse publikum bagover med deres eminente blanding af gigantiske, soniske shoegaze-landskaber, hårdtslående postrock-passager og let svævende melodiske popsange. Balancegangen mellem melodisk enkelhed og euforisk storladenhed formår de at finde til perfektion og bandet har høstet en lang række topanmeldelser for deres koncerter såvel som deres albumudgivelser.

Tilbage i april 2024 åbnede Blaue Blume op for en ny æra med den dansksprogede single ’Det er din kærlighed’, der fik massiv radio airplay og senere også fik selskab af ’Følsom dreng’ og ’Det husker jeg’. I november spillede bandet deres til dato største koncerter i Falkonersalen i København og ACC i Aarhus, og for fulde sale tryllebandt de publikum og modtog top anmeldelser fra både Jyllands-Posten og Gaffa.

Bandet har netop sluppet singlen ’Smilet kommer nemt’, der leder hen til deres tredje album ’Regnvåde sale’ der udkommer i næste uge, fredag den 31.januar og bliver trioens første dansksprogede album.

På denne turné vil det nye album naturligvis være i fokus, men mon ikke Blaue Blume kan finde plads til nogle af publikumsfavoritterne fra bagkataloget?

Blaue Blume består af Jonas, Buster og Søren. Tre imponerende kreative kræfter, der med stor succes sætter deres respektive aftryk i dansk kultur.

Sanger Jonas Holst Schmidt var i 2023 aktuel i hovedrollen i den anmelderroste independent film ’København findes Ikke’, og han har netop færdiggjort indspilningerne til Jeppe Røndes kommende biograffilm ’Acts of Love’, hvor Jonas igen spiller den mandlig hovedrolle. 

Trommeslager Søren Buhl Lassen har som sangskriver og producer det seneste år høstet massiv ros og hæder, blandt andet en Danish Music Award nominering for årets producer 2024. Søren har været med til at producere og skrive albums for blandt andet Guldimund, Brimheim, Saveus, samt radiohittet ’Lyse Nætter’ af Barselona.

Guitarist Buster Jensen er multiinstrumentalist og live har han været musiker for Guldimund og Brimheim, samt været med til at skrive og indspille en håndfuld sange på Brimheims album ’Ratking’. Derudover komponerer Buster også filmmusik og sammen med Jonas har de lavet scoren til biograffilmen ’Glasskår’ der udkom i efteråret 2024.

Glæd dig til at opleve Blaue Blume på Tapperiet!

Blaue Blume | Facebook

  • Fredag 26. september kl. 21:00
  • Dørene åbner kl. 20:00
  • Ståpladser
  • Forsalg: 275 kr.